lørdag den 3. december 2011

Pebernødder...

Den anden dag havde vi et indlæg om, at Anne og jeg var gået helt i selvsving, hvad angår julebag. Der er stor forskel på fra år til år, hvor meget julebag vi/jeg får lavet. Der er dog 2 hold småkager, som jeg er nødt til at lave, hvert år... nemlig pebernødder og brunkager.

Det er ikke kun fordi, de er klassikere og hører julen til, men også fordi jeg for flere år siden fik fingrene i nogle fantastiske opskrifter, som bare er lidt bedre end alle de klasiske. De her pebernødder og småkager er en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. De er luftige, knasende og dejligt krydrede.

Her kommer opskriften på pebernødderne:



250 g smør
250 g sukker
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kanel
1 tsk hvid peber
1 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 dl fløde
500 g hvedemel

Smør og sukker røres sammen. Krydderier og mel tilsættes sammen med fløden. Dejen skal være lettere fast... det kan være nødvendigt at tilsætte ekstra fløde indtil dejen har den rette konsistens. Rulles til stænger med lillefingertykkelse. Skæres ud i små stykker, og sættes på bageplade.

Bages ved 200 grader i ca. 10 min. Det er vigtigt at pebernødderne bliver gennembagte.

Tips: lav dejen dagen i før du vil bage dem og lad den stå i køleskab natten over, så smager de af mere. Et ekstra fif er at rulle dejen til stænger inden du sætter den på køl, så er de nemmere at skære ud og sætte på plade.


Jeg kan ikke længere huske, hvor jeg har opskriften fra, men jeg tillader mig at dele den med Jer.
God fornøjelse med bageriet ;-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar