lørdag den 26. januar 2013

Hovedbrud

Årets fastelavnskostume til Pelle, giver virkelig mange hovedbrud, for hvordan griber jeg det nu bedst an, så Ferb-hovedet er behageligt at have på. Den skal veje minimalt, sidde så han ikke har problemer med at den falder ned og så ville det jo være smart, hvis man kan vaske den, for så kan han jo lege med den i mange år.


Jeg har tænkt som en sindsyg og tegnet og målt. Indtil videre har jeg lavet en form for inderhat, som skal danne skabelon for resten og sikre, at den ikke falder ned i øjnene på ham, når han slår katten af tønden eller bare leger.

 Uden på inderhatten, laver et slags rør med øjne, næse og ører. Røret laves i 2 dele, så ørerne syes på i samlingerne. Jeg har lavet det foreste stykke med øjnene og syet en næse, som jeg pt. grubler over, hvordan jeg får syet på.

Det er noget af en udfordring med Ferb hovedet og derfor det jeg har taget hul på først. Har heldigvis en super simpel plan B med noget pap i baghånden, hvis dette ikke lykkes. Til resten af årets kostumer, har jeg klippet dele ud, så de skal bare lige "samles".
Hvor langt er du med årets fastelavnsforberedelser?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar