fredag den 5. december 2014

Julens dekorationer

Til julen hører dekorationer, både kalenderdekorationer og ikke mindst adventsdekorationer. Da jeg boede hjemme, havde jeg altid et par klassiske dekorationer med masser af gran og mos m.m. men de sidste mange år har mine dekorationer været mere simple og anderledes. I år er ingen undtagelse.

Årets adventsdekoration er meget simpel og består af fire beton fyrfadsstager, som jeg har støbt i makrel dåser. De to af dem er blevet malet hvide i bunden og de andre to har fået en fin lyseblå glimmersnor/sløjge. De står samlet på en perleplade med snefnug og blå striber. 

I weekenden afholdte vi julemarked på arbejdet. Min arbejdsopgave bestod i at passe et lille dekorationsværksted, hvor gæsterne kunne komme og lave deres egne dekorationer. Nogle dage før arrangementet havde jeg fået en ide om at støbe små fyrfadsstager med søm i bunden, som kunne stikkes i en krans. De støbte stager skulle afprøves, så jeg lavede en moderne/klassisks adventskrans.

I midten af adventskransen ligger der en moskugle, hvor der er viklet neonsnor rundt om og mine elskede Medusa adventsrensdyr sidder i. Ellers er adventskransen kun bundet af mos og pyntet helt simpelt med små betonstjerner, der er viklet med neonsnor.

Jeg er vild med begge mine dekorationer og kan godt lide både det traditionelle og de moderne og anderledes. Hvordan ser dine dekorationer ud og er du mest til de moderne eller klassiske dekorationer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar